The Ghost Piper of Clanyard Bay

Den skotske folkefortælling om den mystiske sækkepibespiller

Legenden om ‘The Ghost Piper of Clanyard Bay’ er en gammel skotsk folkefortælling, som Fable har taget til sig og følt sig inspireret af.

 

Læn dig tilbage i stolen eller sofaen og lyt til den spændende historie med smukke animationer til højre.

 

Fortællingen kan også læses på dansk nedenfor, hvis det er at foretrække.

 

Tilbage til sides du kom fra

Der lå engang en lille bosættelse på en klippeskrænt ved kysten i Skotlands vilde sydvestlige hjørne. De fire kompaspunkter ville føre dig andre steder hen – øst til grænserne, nord til landets hjerte, syd til gletsjersøer og vestpå med båd over det kolde hav, men de lokale blev på klippen.

For landet her, som skulle have været ufrugtbar, var bemærkelsesværdigt rigt til landbrug (hvilket var en velbevaret hemmelighed).

Som offer for regn, var de barske folk, der boede her lige så hårde som granitklippen under deres fødder. Men de klagede eller lod sig ikke skræmme, kun ved én besynderlig hændelse.

På stormfulde nætter, når månen næsten var druknet, forekom der uhyggelige skrig fra under dem. Der, hvor skurrende bølger mødte den barske bugt, stod en hulende grotte.

Grotten var efterladt uberørt, indtil en dag da jorden optøede, og en gammel ‘piper’ (sækkepibespiller) dukkede op med en jagthund. Den strithårede hund var lige så grå som sin ejers skæg. Piperen var uden tvivl den fineste i området (ligesom hans far var før ham).

Hans sækkepibe var primitivt fremstillet, men alligevel kom der en munter lyd fra instrumentet, som endda stoppede kragernes skrig. Ingen havde hørt sådanne muntre melodier før.

Ledsaget af sin trofaste hund vovede piperen sig ind i grotten og spillede dristigt på sin sækkepibe. De lokale turde ikke følge med og ventede ved indgangen og lyttede.

Som timerne gik, blev melodierne mere og mere støjsvage, indtil der slet ikke var nogen lyd tilbage. Pludselig løb hunden, der tidligere var helt behåret, ud af grotten og hylede uden et eneste hår tilbage på dens sitrende krop.

Dybt under jorden fortsatte piperen med at spille, mens feerne råbte og forbandede ham til at gå. Men han gik videre med en skræmmende kulde omkring ham, mod et fjernt lys.

Musikken hævede sig over de frygtelige råb, indtil piperen nåede grottens indre. Piperen var nu i øjet af en frygtelig storm, men det stoppede ham ikke fra at spille videre på instrumentet.

Rasende over at være slået af et menneske forlod feerne grotten, og efterlod en labyrint bag sig for at fange og låse den stakkels piper inde.

Piperen blev aldrig set igen, og ingen har sidenhen kunne huske hans ansigt. Grottens indgang er nu for længst væk, men hør mig!

Står du på netop den klippeskrænt midt om natten, kan der stadig høres en fjern melodi af en sækkepibe fra dybet under.